Et udvekslingsår er ikke kun noget, som er stort når du står midt i det, men noget der bliver hos dig på mange måder bagefter. Du har helt sikkert både udviklet dig og lært en masse, og så har du dannet dig nogle nye bekendtskaber. Og det er dem, som det skal handle om – jeg er netop lige kommet hjem efter at have besøgt min gamle værtsfamilie, selvom det snart er fem år siden jeg var udveksling. Det er endda tredje gang jeg besøger dem, og det er lige fantastisk hver gang. Det er virkelig som at have et andet hjem på den anden side af jorden, og når man er der, er det som om, at man aldrig har været væk. Det er selvfølgelig forskelligt, men sådan føles det for mig. Det betyder også, at det er alle de samme ting, den samme mad og drikke, de gode gamle steder steder, og alle de søde mennesker, som jeg var vild med dengang, jeg stadig elsker; og du kan tro min værtsfamilie ved det! Der står gerne en bakke sweet potato fries og en doctor pepper sodavand klar til mig, når jeg kommer hjem (og med hjem mener jeg selvfølgelig deres hjem). Det går også den anden vej; når jeg kommer er der også nogle danske ting, som de har fået smag for. Det var nu alligevel første gang jeg har stået og lavet ris ala mande i juli måned, og så endda serveret det sammen med drømmekage og jordbærtærte.
Det gode ved at komme tilbage og besøge dem er også, at jeg nu kan nogle andre ting end jeg kunne da jeg var afsted som udvekslingstudent. Jeg har timet mine besøg lidt forskelligt, så jeg den første gang kom på et tidspunkt, hvor jeg kunne besøge min gamle skole, så var jeg på skitur et andet besøg der, og denne gang oplevede jeg for første gang fejringen af 4. juli. Så er jeg selvfølgelig også blevet lidt ældre i mellemtiden, så nu kan jeg køre bil derovre, hvilket giver en stor frihed. For det er klart, at det ikke kun er mine værtsforældre, og deres venner og familie, som jeg ser, når jeg er på besøg. Jeg besøger også venner og veninder, og det er sjovt at se hvordan vores liv udvikler sig forskelligt. Jeg var eksempelvis på barselsbesøg hos en af mine gode veninder, og det er vildt at tænke på, når jeg selv har sabbatår og er et helt andet sted i mit liv. Denne gang var jeg også så heldig at komme på besøg på et college, og det var sjovt at komme rundt og opleve stemningen der, som man jo ser og hører så meget om. Og når jeg ikke sådan er sammen med folk, så der er altid billig shopping og lækre strande at beskæftige sig med. 🙂
Jeg er sikker på, og du også en dag får lyst til at komme tilbage – og så er det ligemeget om det er din familie, din gamle lærer eller din søde veninde, som du glæder der aller mest til at se. Ligemeget hvad, så har du et ekstra hjem, og det er altid specielt at komme tilbage til.
Tak til Camilla for at dele sine oplevelser fra sit besøg hos sin værtsfamilie! Udveksling er oplevelser, venskaber og minder for livet – som ikke stopper, når udvekslingsåret er slut.
Vil du også gå på high school i USA? Så send os din forespørgsel i dag og vi sørger for at hjælpe dig afsted!